Hvad er du på udkig efter?

Forbud mod tag på skydetårne er fortid

af | sep 21, 2016

Minister vil tillade, at man lægger tag på skydetårne. Det øger sikkerheden, holdbarheden – og komforten i dårligt vejr.

Pressemeddelelse fra SVANA den 21. september 2016

Til næste år vil jægere kunne stå og sidde mere sikkert – og i tørvejr, når de jager fra skydetårne.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har besluttet at ændre reglerne om skydetårne, så det fremover bliver lovligt at lægge tag på. Det vil forhindre, at tårnenes gulve bliver glatte, og at jægeren bliver våd, når det sner eller regner.

– Borgere har henvendt sig til mig angående forbuddet, fordi de mener, det er et overflødigt forbud. For hvorfor må man ikke lægge et tag på et skydetårn – det kan ikke genere nogen? Det kan ovenikøbet øge sikkerheden. Derfor har jeg bedt om at få reglen ændret, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

I 1983 blev det forbudt at overdække skydetårne, fordi de udviklede sig til mindre beboelser og blev dominerende i landskabet. Men uden tag bliver gulvet i tårnene glatte som følge af alge- og mosbelægning – og det går ud over sikkerheden, når jægeren skal skyde. Tag øger også holdbarheden af tårnene. Endelig vil det blive lidt mere behageligt for jægerne i regnvejr.

Forslaget vil blive sendt i høring, så en ny bekendtgørelse kan træde i kraft i foråret 2017.